Fjeder Stavnstrup (lead vocal og guitar)

Fjeder Stavnstrup har de seneste ti år slået sit navn fast som overbevisende frontmand i en række coverbands: Queen of Denmark, Stiff Upper Lip, Glam Gang, The History of The Who samt gæsteoptrædener i et utal af andre bands.Det er samarbejdet i Stiff Upper Lip med Jørgen Laurvig, der har inspireret til dannelsen af MoonDog. Fjeder har tidligere været med i The Savage Affair og var leder af Shiner22. I MoonDog vender han tilbage til originalt materiale, både som sanger og guitarist.



Jørgen Laurvig (lead guitar)

Jørgen Laurvig tabte sit hjerte til den hårde rock 4. marts 1972, da han som 12-årig hørte Deep Purple i Vejlby-Risskovhallen på toppen af bandets karriere. Kærligheden til den hårde rock har være den røde tråd i Jørgens musikalske karriere, selvom han har været omkring så forskellige genrer som Django Reinhardts sigøjnerjazz (i duoen Keiding & Laurvig), flamenco (Jørgen har skrevet en bog om flamenco) og både pop-rock og 80’er noir-rock (Aarhus-bandene Slip og Absent Lovers). I 1990’erne var Jørgen medlem af det første Deep Purple Jam (med Ivan Pedersen på lead vokal) og gennem mange år har han været guitarist i Stiff Upper Lip og The History of The Who. I MoonDog leverer Jørgen i samarbejde med Fjeder sit eget friske bud på den hårde rock med dugfriske kompositioner.



Lars Mitch Fischermann (trommer og kor)

Lars Mitch Fischermann er trommeslageren, man ringer til, når rytmegruppen skal swinge og trommespillet skal være være musikalsk. Det har bands som Backseat, Frede Fup og Tyg gjort gennem årene. Mitch er også kendt for de mange år i Led Zeppelin Jam, hvor sønnen Benjamin Fischermann i flere år delte trommepodiet med Mitch. Det er gennem samarbejdet med Fjeder og Jørgen i The History of The Who, Mitch kom med i MoonDog, hvor han har sat sit fingeraftryk på arrangementer og kompositioner med suverænt overblik og musikalitet.



Per Soulgaard (bas)

Per Soulgaard er MoonDogs “Benjamin”. Med sin store musikalitet og dybe indsigt i musikkens kringelkroge, leverer Per både den tyngde og det drive, der ligger i bassen i hard rock, og med sin melodiske sans tilføjer han frækhed i baslinjerne.